Indkøb af sexlegetøj?

Jeg er en mand på 55 år, som er begyndende impotent. Min hustru og jeg har fundet ud det alligevel ved at tilføje nyt liv i sexlivet ved at være gået i gang med at eksperimentere med sexlegetøj.

Det giver dog anledning til nogle spørgsmål, da vi er helt nybegyndere på området.

Vi har prøvet med en dildo, men den var af et blødt materiale, som begyndte at “smuldre” efter et stykke tid.  Det blev vi lidt bekymrede for.

Vores spørgsmål er, hvad skal vi gå efter og hvad skal vi være opmærksomme på når man kigger på sexlegetøj?

Vi har et fint sexliv og vil gerne holde liv i det så længe som muligt.

Vi glæder os til at høre mere.

Med venlig hilsen H.C.

 

Kære H.C.

Dejligt at høre at I har beriget jeres sexliv ved at eksperimentere med sexlegetøj.

Inden jeg svarer på det med sexlegetøj vil jeg lige råde dig til at konsultere din læge vedr. din begyndende impotens.  Rejsningsproblemer kan nemlig skyldes et fysisk problem, som det er vigtigt at få behandling for, som f.eks. diabetes, forhøjet kolesteroltal eller forhøjet blodtryk. Så hvis du ikke allerede har fået et tjek hos din læge, så sørg for at gøre det.

Og tilbage til sexlegetøjet: En dildo i blødt materiale som begynder at smuldre lyder ikke godt… Sexlegetøjsmarkedet kan være lidt af en jungle at finde rundt i, og der er desværre mange produkter, som er lavet af materiale som slet ikke er egnet til at have kontakt med huden. Som I har oplevet er nogle lavet af et materiale som med tiden smuldrer. Informationscenter for Miljø og Sundhed testede ved årsskiftet billige dildoer, og testen viste endnu engang at nogle afgiver store mængder ftalater, så det er vigtigt at købe et produkt af god kvalitet.

Jeg anbefaler altid at man ved køb af sexlegetøj går i en fysisk butik, hvor man kan se og mærke på produkterne.  Allerbedst er det at gå et sted hen hvor de kun forhandler varer af en god kvalitet, og hvor der er dygtigt og sympatisk personale som kan vejlede. Hvis I bor i nærheden af Århus eller København kender jeg nogle gode, pæne butikker:

Århus:

-          Elsk Dig Selv, Vestergade 7, 8000 Århus C

København:

-          Lust, Mikkel Bryggers Gade 3A, 1460 København K

-          Props and Pearls, Nicolai Plads 23, 1067 København K

 

Og ellers er det en god idé at spørge efter produkter som ikke indeholder ftalater, og som ikke er lavet af PVC. Gode dildoer er ofte fremstillet af silicone. Indtil I får købt en ny, god dildo er det en mulighed at bruge et kondom over den I har.

Det er altid godt at bruge glidecreme når man bruger sexlegetøj, og her skal I købe en vandbaseret glidecreme. Ikke alle er glade for den som oftest bliver solgt fra apoteket, så hvis I alligevel skal i en butik for at købe en dildo, så spørg efter en god vandbaseret glidecreme. Det kan også nemt købes over internettet. Til de gange hvor I har sex eller berøring uden at bruge legetøjet er der mange som foretrækker en silikonebaseret glidecreme, men den skal ikke bruges med silikonelegetøj, da den kan ødelægge overfladen på legetøjet.

Rigtig god fornøjelse med indkøb af nyt legetøj!

 

De bedste hilsener,

Susan

 

Link til Center for Miljø og Sundheds undersøgelse om hormonforstyrrende stoffer i dildoer

 

Dildo vibrator The Boss

Dildo vibrator The Boss

Gratis guide: Undgå de 3 største faldgruber for seksualiteten i alderen

JA TAK, send mig den gratis guide "De 3 største faldgruber for seksualiteten i alderen - og hvordan du undgår dem" og tilmeld dig samtidig nyhedsbrev med nyheder og inspiration.

No comments yet.

Skriv et svar